Øhavet – isens værk

Hvorfor isens værk?

Det Sydfynske Øhav er verdens største oversvømmende istidslandskab. Vi har 55 øer og holme her i Øhavet, som alle er en del af dette; isens værk. Og under havet ses det landskab, som fandtes her efter sidste istid.

Øerne er de bakker, som var en del af det sammenhængende landområde, som det Sydfynske Øhav dengang var (faktisk hang Danmark efter sidste istid sammen med Sydengland). Strynø var kun en lille bakketop i forbindelse med en højslette nordover mod Tåsinge og Langeland. I starten var Øhavet kun adskilt fra Fyn af det smalle Svendborg Sund.

Hvem kan fortælle os om fortidens Sydfynske Øhav? 

Det er geologerne og arkæologerne, der hjælper os med at få et billede af fortidens Øhav. De arbejder på hver deres måde og kan fortælle om vidt forskellige ting. Geologen fortæller om landskabet. Arkæologen fortæller om menneskene.

Hvad er en geolog? 

En geolog leder efter svar på hvordan jordens klima og udseende har ændret sig gennem tiden. Geologen søger i jorden og kigger på de lag af materialer, der er aflejret igennem tiden. I hver periode i jordens historie er der aflejret forskellige materialer, fx kridt eller ler eller sand. Og hver periode har også nogle karakteristiske fossiler (fossiler er det samme som forsteninger og er rester af dyr og planter, der har været begravet i jorden i mange tusinde år).

Ved at se på både materialer og fossiler kan geologen sige noget om hvordan klimaet har været her på jorden i den tid og samtidig fortæller det også hvordan Danmark og herunder også Det Sydfynske Øhav har set ud dengang.

Læs mere om geologi på www.jordihovedet.dk

Få svar på hvad de nørdede geolog ord som; sedimenter, erosion, fossiler og aflejringer eller lag betyder – læs i skoleavisen fra www.jordihovedet.dk på side 2 og 3. I skoleavisen fra Jordihovedet.dk kan du også lære meget mere om forskellige tidsaldre i jordens historie – ægte nørdeguf.

Hvad er en arkæolog? 

En arkæolog graver i jorden efter spor fra menneskene i fortiden. Arkæologer graver fx, når man skal bygge nye huse eller metro. Hvis arkæologen er heldig, kan udgravningen afsløre, hvordan fortidens mennesker levede. Og hvad de spiste. Ved hjælp af arkæologers fund kan man sige noget om, hvordan Aske, Knirke og Jord har levet, hvad de har spist, hvordan de har boet, hvordan de jagede.

De fund arkæologer har gjort her i Det Sydfynske Øhav viser også en masse om, hvordan landskabet har set ud dengang i stenalderen. Mange fund er nemlig gjort under vandet ud for kysterne i Øhavet. Dette viser os, hvor kystlinjen har været på det tidspunkt.

Prøv selv at være arkæolog med computerspillet ”Jeg er arkæolog” fra Hostebro museum. Her kan du lære en masse om arkæologens arbejde og metoder.

Flere måder at tale om fortiden på 

Arkæologen og historikeren taler om ”før vor tidsregning”. Altså før år 0, hvor vores tidsregning begynder.

Geologen taler om ”før nu”. Altså fra omkring i dag. Derfor lægger geologen ca. 2.000 år mere til, end arkæologen og historikeren gør.

Lær sjove ting om Øhavet – isens værk i Nørderiet her nedenfor. Besøg udstillingen ‘Over Ø og hav’ hos os på Strynø og lær endnu mere. Smugkig også i de andre temaer fra udstillingen her:

Det lave vandStrynøNaturenFuglene

Hvor kommer stenene fra?

Her er 12 forskellige sags sten, som du også kan se og mærke på i udstillingen på Øhavets Smakke- og Naturcenter. Det er alle sten, du let kan finde på stranden, enten på Strynø eller andre steder i Det Sydfynske Øhav.

Her kan du lære lidt mere om, hvor de oprindeligt stammer fra. Og at de findes på stranden på Strynø viser også, at isen har skubbet godt og grundigt rundt med landskabet og slæbt en masse sten og grus med sig fra steder langt væk. Stenene fortæller os samtidig noget om, hvordan isen har bevæget sig i istiden. For hvis der findes sten på stranden på Strynø, som stammer fra Norge og Sverige, ja så fortæller det os, at isen er kommet langvejs fra. Og samtidig kan det bruges til at få viden om præcis hvordan isen har bevæget sig.

(Tekster af geolog Søren Skibsted)

Rhombeporfyr

1. Rhombeporfyr

Denne ledeblok er en let genkendelig vulkansk lava-bjergart med mere eller mindre rhombeformede, lyse krystaller af mineralet feldspat. Lava er smeltet stenmasse (magma), der er størknet på jordoverfladen. Rhombeporfyr blev dannet i forbindelse med åbningen af Oslofjorden i Perm-tiden for ca. 270-290 mio. år siden. Stentypen findes kun ganske få andre steder på Jorden, blandt andet på Antarktis.

Kinnediabas

2. Kinnediabas

Kinnediabas er let genkendelig med dens ”blomkålslignende” udseende. Den er en vulkansk bjergart fra Kinnekulle-området ved den store sø Vänern i Sverige. Stentypen blev oprindelig skabt som lavastrømme i Perm-tiden for ca. 250 mio. år siden og er en almindelig ledeblok i Danmark, bl.a. på steder med aflejringer fra sidste istids Hovedfremstød (”Nordøst-isen”).

Påskallavikporfyr

3. Påskallavikporfyr

Karakteristisk vulkansk lava-bjergart, der kendes ved de store strøkorn af to typer feldspat-mineraler, det ene inde i det andet, hvilket får nogle af kornene til at ligner små ”fjernsynsruder”. Ledebloktypen stammer fra den østlige del af Småland i Sverige, hvor mange af bjergarterne blev dannet i Prækambrium-tiden for ca. 1.65 mia. år siden.

Amfibolit / Granat-amfibolit

4. Amfibolit Granat-amfibolit

Amfibolit /granat-amfibolit er ligesom gnejs en metamorf bjergart. Stenens mørke bestanddele udgøres hovedsageligt af en særlig gruppe mineraler, amfiboler. Desuden ses lys feldspat og karakteristiske røde korn af mineralet granat.

Rød og grå Palæozoisk kalksten

5. Rød og grå palæozoisk kalksten

Oprindeligt aflejret som blødt kalkslam på bunden af havet i Jordens oldtid (Palæozoikum) i perioderne Ordovicium og Silur for ca. 510-417 mio. år siden. Ofte rig på fossiler, bl.a. trilobiter (et slags leddyr) og orthoceratiter (torpedoformede blækspruttearter), som begge for længst er uddøde. Anvendes som polerede gulv- og facadebeklædninger, samt havefliser (”Ølandsfliser”).

Lagdelt sandsten

6. Lagdelt sandsten

Dannet ved transport og aflejring af sandskorn i vand eller på jordoverfladen. Senere er de enkelte korn blevet kittet sammen til en hård bjergart. Mange af de sandsten, vi finder i det sydfynske område, stammer bl.a. fra Bornholm og i Sydsverige, hvor de blev dannet i flod- eller ørkenmiljøer i Kambrium-tiden for ca. 543 mio. år siden.

Skånsk basalt

7. Skånsk basalt

Denne ledeblok er en sort, hård, vulkansk lava-bjergart. Den stammer fra det centrale Skåne, hvor der findes rester af over 100 små udslukte vulkaner, der var aktive i Jura-tiden for ca.191-178 mio. år siden. Indeholder af og til gulgrønne klumper af peridotit, en særlig bjergart, der stammer helt nede fra Jordens kappe.

Danien-kalk

8. Danien-kalk

Danien-kalk er fællesbetegnelse for en række kalkstenstyper fra Danmark, der oprindeligt blev dannet som bløde kalkaflejringer på bunden af et subtropisk hav i Paleocæn-tiden for ca. 62 mio. år siden. De optræder i undergrunden ved Nyborg/Klintholm, samt fra Stevns over Nordsjælland, Djursland, Himmerland til Thy. Visse typer af Danien-kalk er rige på fossiler.

På den udstillede sten er overfladen blevet slebet helt plan af istidens gletsjere og fyldt med aflange ridser (skurestriber), dannet i isens flyderetning, når sten i isen har skuret mod hinanden.

Flint

9. Flint

Flint består af en særlig form for mineralet kvarts. Den er dannet ved kemiske processer dybt nede i de lag af kalk og skrivekridt, der udgør en del af den danske undergrund. Flint følger kalken i et bælte fra Møn, Stevns og Sydvestskåne over Djursland, Himmerland til Thy. Flint optræder i mange former og farver og har en alder på ca. 70-62 mio. år.

Skolithos-sandsten

10. skolithos-sandsten

Hård sandsten, oprindeligt aflejret som løst sand på en tidevandspræget havbund i Kambrium-tiden for ca. 540 mio. år siden. De lodrette ”rør” er sporfossiler, dvs. spor (i dette tilfælde gravegange kaldet Skolithos) efter ormelignende dyr, der levede i havbunden. Findes på Bornholm, i Sydsverige og i dele af Østersøen.

Gnejs

Gnejs

Er en såkaldt metamorf bjergart, dvs. en stentype dannet under højt tryk og/eller temperatur dybt nede i Jorden ved omdannelse (omkrystallisering) af andre bjergarter. Under metamorfosen (græsk: forvandlingen) ændres bjergartens mineralogiske og kemiske sammensætning, hvilket f.eks. kan ske i forbindelse med dannelsen af bjergkæder. De Skandinaviske gnejser er ofte over 1.5 mia. år gamle.

Granit

Granit

Er en typisk magmabjergart, dvs. en stentype dannet ved langsom afkøling og størkning af smeltet stenmasse (magma) dybt inde i jordskorpen. Den langsomme størkning giver bl.a. mineralkornene/ krystallerne tid til at vokse frit i alle retninger, indtil de støder sammen med andre krystaller. Resultatet bliver, at mineralkornene orienteres tilfældigt i et puslespilslignende mønster. I den udstillede granit ses glasagtig grålig-blålig kvarts, to forskellige feldspat-mineraler (grålig plagioklas og rødlig kalifeldspat) samt forskellige mørke mineraler. Der findes mange forskellige granittyper af forskellige aldre rundt omkring på Jorden. En del af de Skandinaviske granitter kan bruges som ledeblokke.

Hvad er isens værk?

Hvad er det med den is?

Geologer kalder den periode, vi lever i nu, for Kvartær og den har indtil nu varet i 2,6 millioner år.

Her kan du se en lille del af jordens 4,6 milliarder år lange historie: www.evolution.dk

Se her, hvis du vil se den geologiske tidsskala med levende væsener på: www.npd.no

I den geologiske periode Kvartær har der været gentagne istider. Klimaet har skiftet mellem kulde- og varmeperioder. Også i den sidste istid, Weichel-istiden, som varede fra ca. 117.000-11.000 år før nu, skiftede temperaturen mellem koldere og varmere perioder. Isen dækkede ikke landjorden hele tiden i kuldeperioderne, men den bevægede sig frem og smeltede tilbage – også her over Det Sydfynske Øhav. Dette har været med til at forme landskabet, som vi kender det i dag.

Hvis man kigger på et kort over Det Sydfynske Øhav kan man se, hvordan flere af øerne er trukket eller skubbet ud i samme retning.

KORT OVER ùHAVET

Hvorfor ”istid”? 

Engang troede man, at isen dækkede meget store landområder i hele kuldeperioden, og derfor fandt man på navnet ”istider”. Det navn betyder at man nemt kommer til at tro, at isen dækkede meget store dele af kloden i hele kuldeperioden. Det er dog ikke rigtigt, for isen var en dynamisk størrelse. Den bevægede sig frem og tilbage. Den masede sig frem (og skubbede forskelligt materiale op på sin vej) og smeltede væk igen (og efterlod f.eks. grus eller lavede dale, der hvor smeltevandet skar sig ind i landskabet).

Du kan se mere om fortidens klima på jorden her: www.climateminds.dk

Hvis du er en endnu større nørd og vil vide mere om landskabsdannelsen og istidslandskabet i Danmark, så læs her i Geoviden: ”De seneste 150.000 år i Danmark”

Se også andre numre af Geoviden fra Geocenter Danmark: www.geocenter.dk

Hvordan fik vi et øhav?

Det Sydfynske Øhav blev først dannet som øhav op gennem stenalderen.

Da isen smeltede efter sidste istid hævede landet sig først, fordi tyngden af isen forsvandt. Dermed hang hele Det Sydfynske Øhav sammen. Det vil sige, at man faktisk kunne gå rundt i området på det, der nu er havbund. Øerne, vi kender i dag, var datidens bakker i landskabet.

Du kan se det illustreret i de to animationer, der er i udstillingen ’Over Ø og Hav’ på Øhavets Smakke- og Naturcenter.

Se her en tegning fra en af animationerne, som viser, hvordan det formodentlig har set ud.

KORT FRA ANIMATION

På tegningen ses tydeligt det vandfyldte område syd for Strynø, som dengang udgjorde et moseområde. Området kaldes Strynøbassinet og har ganske givet været et godt jagtområde for datidens beboere omkring det, der i dag er Strynø.

Efterfølgende steg det globale havniveau pga. afsmeltningen af det Skandinaviske og det Nordaamerikanske isskjold. Dette førte til en oversvømmelse af området, som vi i dag kender som Det Sydfynske Øhav. Derved blev det til verdens største oversvømmede istidslandskab, bakker blev til øerne og stenalderbopladser ved kysterne måtte med tiden forlades og findes derfor nu under havets overflade.

I dag hæver Danmark sig

Hvad betyder det, at Danmark hæver sig? Kommer vi til pludselig at vælte af eller kommer her bjerge? Geolog Søren Skibsted forklarer det således:

Kystens varierede beliggenhed gennem tiden er et kapløb mellem det globale havniveau og den lokale landhævning eller landsænkning. Siden sidste istid har Danmark hævet sig, men ikke lige meget, eller med samme hastighed, alle steder i landet.

NUL-ISOBASEN

Den markerede linje på kortet ovenfor kaldes ”Nul-isobasen”. Nord for denne linje er landhævningen størst og hurtigst. Mindst og langsomst er den syd for linjen. Lige nu stiger vandstanden i verdenshavene. I Syddanmark, hvor landhævningen er beskeden, opleves derfor en havstigning i forhold til landjorden. Nord for linjen synes landet (endnu) at hæve sig i forhold til havniveauet.

Landhævningen i Danmark er i dag gennemsnitlig omkring 0-2 milimeter per år, men det afhænger af, hvor man befinder sig.

I udstillingen ’Over Ø og Hav’ på Øhavets Smakke- og Naturcenter kan du også se mere om, hvad fremtiden måske kan bringe for Det Sydfynske Øhav.

Egestammer fra stenalderens urskov

I udstillingen på Øhavets Smakke- og Naturcenter kan du se og mærke på et stykke af en egestamme, som stammer fra stenalderens urskov omkring Strynø – den er mellem 6.000 og 7.000 år gammel.

På det tidspunkt da havvandet oversvømmede det område, der i dag er Det Sydfynske Øhav, var her rigtig meget skov. Nogle af de store egetræer, som stod i området dengang er bevaret som stubbe eller stykker af stammer på havets bund. Der dukker stadig rester af urskoven op.

Da der skulle graves vandledning ned fra Langeland til Strynø i fandt man flere af stenalderskovens stammer på havbunden og Øhavets Smakke- og Naturcenter fik en stamme af Langelands Museum. Det er et stykke af den, som du kan se i udstillingen.

Hatbakkerne på Langeland

På Langeland findes flere parallelle rækker af såkaldte hatbakker i landskabet. Knap 700 i alt. Disse bakker er også på en eller anden måde ”isens værk”.

Hatbakke---vilde-heste-forÜr---foto-Heidi-Karlsen-web

Hatbakkerne er 10-20 meter høje grusbakker. Det er noget usikkert hvordan de er dannet, men måske er de blevet til i randen af en gletsjer, hvor huller i isen er blevet fyldt op med grus, som er blevet presset op af isen til bakkerne. Hatbakkerne på Langeland ligger på lange linjer som fortsætter under havet ud i Storebælt og op til omkring Korsør.

Hatbakkerne fik deres navn efter en kvindelig geologs klokkehat (den slags hatte var på mode i 1920’erne).

 

Stenaldersnak

I udstillingen ‘Over Ø og Hav’ på Øhavets Smakke- og Naturcenter møder du tre figurer, som kunne have levet i stenalderens Øhav: Aske, Knirke og Jord.

De er fortæller jagthistorier fra dengang de levede. Fortællingerne er bygget over arkæologiske fund fra området, som har vist, hvordan man levede dengang.

De tre perioder i stenalderen har forskellige navne: Maglemosekulturen, Ertebøllekulturen og Bondestenalderen.

FAKTA: Hvad er en kultur?

En kultur er det, man gør. Det, man spiser. De redskaber, man har og hvordan man jager. Hvordan man begraver sine døde. Om man tegner eller laver kunst osv. Kultur er altså den måde de mennesker, det handler om, lever på.

Aske

Aske var jæger i Maglemosekulturen

(9.700-6.400 år før vores tidsregning)

Hvorfor hedder det Maglemosekulturen?

Maglemosekulturen har sit navn efter stenalderbopladserne, som er fundet i Maglemosen på Vestsjælland. Når arkæologerne har fundet andre bopladser med lignende fund, så ved de at de stammer fra samme tid.

Hvordan levede Aske?

Askes familie flyttede meget rundt efter maden. De spiste mange slags dyr: Urokse, elg, vildsvin, rådyr, grævling, skovmår, vildkat, egern, bæver, hare, fugle og fisk. Men de spiste også bær og nødder. Arkæologer har fundet rester af det hele, når de har gravet ved Maglemosekulturens bopladser. Derfor ved vi, hvad Askes familie spiste.

I udstillingen på Øhavets Smakke- og Naturcenter kan du prøve at måle dig med en urokse.

Knirke

Knirke var jæger og samler i Ertebøllekulturen

(5.400-4.000 år før vores tidsregning)

Hvorfor hedder det Ertebøllekulturen?

Ertebøllekulturen har sit navn fra en køkkenmødding som arkæologer har fundet ved Ertebølle. En køkkenmødding er dér, hvor jægere og samlere på den tid smed resterne efter snegle, østers og muslinger, som de havde spist.

Hvordan levede Knirke?

I Ertebøllekulturen boede de fleste ved kysten. De spiste sæler, fugle, fisk og skaldyr. Arkæologer har fundet stammebåde, fiskeruser og harpuner, som fortæller os at de fiskede meget. Derfor ved vi det.

Knirke og Aske spiste ikke det samme.  Da Knirke levede, blev Det Sydfynske Øhav til et øhav. Derfor spiste hun mere fisk. Skoven blev samtidig til en tæt urskov uden græs. Derfor forsvandt mange af de store dyr, som spiste græs.

Jord

Jord var bonde i Bondestenalderen

(3.900-1.700 år før vores tidsregning)

Hvorfor hedder det Bondestenalder?

Bondestenaldermenneskene begyndte at dyrke jorden. Det hedder bondestenalder, fordi de på den tid blev bønder. Da Jords forfædre kom til Danmark fra Mellemeuropa, vidste de allerede, hvordan jorden skulle dyrkes.

Hvordan levede Jord?

Flere og flere ville dyrke jorden. Derfor konkurrerede Jord og hans naboer om den jord, der var i området. De kom også op at slås. Arkæologer har fundet skeletter fra dengang. Med hul i kraniet eller brækkede knogler.

Andre gange gav de deres nabo en gave for at være gode venner. En flot flintøkse eller ravperler. Måske inviterede de familien og naboerne på et festmåltid.

Kender du en flintøkse?

I udstillingen ’Over Ø og Hav’ kan du se flintøkser fundet lige i nærheden af Strynø. De har ligget under havet og er fundet af arkæologer fra Langelands Museum.

Du kan også lære meget mere om stenalderen i Det Sydfynske Øhav og se flere fund fra den tid på Langelands Museum i Rudkøbing.