I udstillingen *Over Ø og Hav’ på Øhavets Smakke- og Naturcenter kan du se mange smukke fotos fra strandengen. Men selvom den kan se smuk og fredelig ud, er strandengen et barskt sted at være plante, hvor kun de bedst tilpassede overlever.
Udfordringer på strandengen
Når man er plante på en strandeng, lever man under specielle vilkår og har for eksempel følgende udfordringer:
Oversvømmelse
Strandengen oversvømmes – i mindre eller større grad – af havvand. Den nederste del af strandengen oversvømmes med tidevandet et par gange om dagen, mens den øvre del oversvømmes sjældnere – f.eks. i forbindelse med storm.
- Når strandengen er under vand er planternes fotosyntese er stærkt nedsat. Det skyldes at udvekslingen af ilt, kuldioxid og vanddamp imellem planterne og atmosfæren er afbrudt. Vandet slemmer lerpartikler op under oversvømmelsen og dæmper derved lyset.
- Selvom strandengskyster er relativt beskyttede sammenlignet med de eksponerede kyster ved den jyske vestkyst, bliver strandengsplanterne udsat for mekanisk slid på grund af bølgepåvirkning ved storm og højvande. Mange strandengsplanter har en konstruktion, der er en tilpasning til dette. F.eks. har mange arter små eller smalle blade, hvilket nedsætter planternes modstand mod det strømmende vand og dermed risikoen for slid.
- Når jordbunden bliver vandmættet, hæmmes transporten af ilt fra atmosfæren ned i jorden. Jordbunden bliver derfor iltfattig eller iltfri, undtagen i de allerøverste centimeter. Tilførslen af ilt til rødderne gennem jorden er derfor stærkt nedsat. Og følgelig ændres mange kemiske og biologiske processer i jordbunden i en retning, der er dårlig for planterne.
F.eks. vil svovl, der dannes ved nedbrydningen af organisk stof under iltfri forhold, blive frigjort som sulfid, der er giftigt for planterne.
Og hvad gør planterne så? Et par eksempler:
På den nederste del af strandengen er jorden mættet af vand og ofte oversvømmet. Som en tilpasning hertil har mange af strandengens ”sumpplanter” udviklet rødder i det allerøverste, gennemluftede jordlag. Det vil sige, at de får iltet rødder i selv vandmættet jord.
Strand-kogleaks
Strand-kogleaks har kraftige jordstængler nede i det iltfri sediment, men disse forsynes med ilt via luftkanaler i bladstilkene. Fænomenet er kendt som ”åkandens indre vind” – da det først blev opdaget i åkander. Læs mere om den ”indre vind” i planter her
Salt
Indholdet af salt i strandengens jordbund bestemmes af hyppigheden af oversvømmelse – og af det lokale klima. Havvandet, der oversvømmer strandengen, indeholder vekslende mængder salt, afhængigt af hvor i landet man befinder sig. I Det Sydfynske Øhav er saltholdigheden 20-15, hvor den i Skagerrak er op mod 34. Saltholdigheden skifter i Det Sydfynske Øhav alt efter, om der strømmer salt vand ind fra Nordsøen eller brakvand ind fra Østersøen.
En del af saltet bliver tilbage i jordbunden, når vandet trækker sig tilbage. Kraftig nedbør vil imidlertid fortynde saltopløsningen, så saltkoncentrationen nedsættes. Omvendt vil høj temperatur og kraftig fordampning forøge saltkoncentrationen i jordvandet – især lidt højere oppe på strandengen, hvor saltet ikke så ofte bliver fortyndet ved ny oversvømmelse.
Det højeste saltindhold – ofte højere end saltindholdet i havvandet – finder man omkring 1/3 oppe på strandengen. Endnu højere oppe på strandengen aftager saltindholdet igen, fordi oversvømmelse her er mere sjælden.
Det høje saltindhold har flere konsekvenser for strandengens planter.
- Den store mængde af natriumioner ændrer strukturen af en leret jordbund. Den bliver slimet og vanskeligt gennemtrængelig for vand og luft.
- Jordvæskens ionsammensætning er et problem for planterne. Især natrium og klor kan forekomme i koncentrationer, der er giftige. Det kan medføre, at vigtige næringsstoffer ikke uden videre kan blive optaget af planterne i passende mængde.
- Høje saltkoncentrationer i jordvæsken gør det vanskeligt for planterne at optage vand gennem rødderne – den våde saltjord siges at være „tør“ – rent fysiologisk.
Og hvad gør planterne så?
Den høje saltholdighed gør det svært at optage vand. Planterne skal kunne opbygge en indre saltkoncentration højere end den i omgivelserne for at optage vand. Det gør de på flere måder.
- Generelt kan højere planter (frøplanter og karsporeplanter) selektivt optage ioner i et mængdeforhold, der er anderledes end i jordvæsken gennem rødderne. Det gælder også for saltplanterne, der kan nedregulere optagelsen af natrium- og kloridioner og samtidig sikre, at vigtige næringsstoffer, såsom kalium, bliver optaget i passende mængde.
- Saltkoncentrationen kan nedsættes blot ved, at planten vokser og forøger sin biomasse. Mere udtalt er mange strandengsplanter sukkulenter. Sukkulens er udvikling af plantevæv, der er rigt på vand. Der kan saltet fortyndes. Sukkulens ses hos f.eks. kveller, strandgåsefod og hindeknæ.
- Mange strandengsplanter har udviklet saltudskillende kirtler på blade eller stængler. Herigennem kan de reducere saltkoncentrationen i plantevævet. Saltudskillelsen gennem saltkirtler kræver meget energi, og mange saltplanter har derfor en stor respiration!
- Hos arter uden saltkirtler, som ikke er sukkulenter, kan salt ophobes i ældre plantedele, der dør og afkastes. Det kendes hos f.eks. strand-asters.
Næringsstoffer
Havvand er rigt på de fleste plantenæringsstoffer og med hyppige oversvømmelser er der derfor rigeligt med næring til planterne. Dog er det naturlige indhold af kvælstof i havvand lavt. Og netop mangel på kvælstof har vist sig at begrænse produktiviteten på strandengen.
Og hvad gør planterne så? Når det nødvendige kvælstof ikke kommer fra havet, hvad er så kvælstofkilden på strandengen?
Svaret er: kvælstoffikserende mikroorganismer.
Cyanobakterier, også kaldet blågrønalger, findes ofte i jordoverfladen i lavninger og på lysåbne pletter i strandengen. De kan fiksere N2 og omdanne det til tilgængeligt kvælstof for planterne.
Højere oppe på strandengen vokser planter, der har kvælstoffikserende bakterier af slægten Rhizobium i rodknolde.
Selvom strandengen generelt er rig på næringsstoffer, er biomasseproduktionen ikke særlig høj. Det skyldes det salte miljø. En stor del af planternes primærproduktionen går til respiration, der skaffer den energi, der er nødvendig for, at planterne kan opretholde deres saltbalance.
Græsning
Græsning (og slåning) er endnu et vilkår planter på strandenge ofte må leve med. Og det ændrer både landskabets struktur og udseende. Græssende husdyr præger strandengen på flere måder.
- Græssende dyr går rundt og det påvirker overfladen og jordbunden på strandengen. Hvor jordbunden er leret og våd, trampes humuslaget i stykker, og jordoverfladen skubbes op i 10-30 cm høje tuer. Tuestrukturen forstærkes af, at kreaturerne træder i hullerne, der bliver endnu dybere. Og yderligere vokser planterne fortrinsvis på tuerne.
- Jorden mellem tuerne æltes, når dyrene går rundt. Det betyder, at jordbundens struktur ændres og dræning nedsættes. Derved forøges saltindholdet i jorden samtidig med at iltningsforholdene forringes. Dette skaber vanskeligere vækstbetingelser for planterne.
- Græsningen bringer næringsstofferne på strandengen i cirkulation. Dyrene optager næringsstoffer med føden og returnerer dem i form af urin og fast gødning. Desuden flytter dyrene rundt på næringsstofferne på strandengen. Løsgående dyr på en større strandeng græsser nemlig ofte på de lavtliggende dele af engen, der hyppigt modtager næringsstoffer fra havvandet ved højvande. Derfra bevæger dyrene sig op på højere terræn for at hvile og tygge drøv. Her deponeres urin og gødning.
Og hvad gør planterne så?
Græsning er både godt og skidt for planterne – og ændrer i al fald landskabet. Strandengen er som regel mere artsrig og heterogen, hvis den græsses, mens ugræssede strandenge ofte bliver mere homogene og domineres af få høje planter. Bliver strandengen ikke græsset, kan der udvikles strandsump med højtvoksende tagrør eller strand-kogleaks.
Læs mere om strandenge her på www.naturstyrelsen.dk
Naturstyrelsen har lavet et hæfte om strandenge
